Smartlog v3 » Verden set fra Karise
Opret egen blog | Næste blog »

Verden set fra Karise

Fra en IT-nørds skriblerier

Vigtig information til Datatids læsere

26. Sep 2006 13:55, Benny the Bip

I Oktober-nummeret af Datatid kan jeg se, at min blogging-artikel er skrevet før jeg fandt ud af at benytte Windows Live Writer sammen med mine WordPress-baserede blogging-sites.

Det er sådan, at man uden videre kan benytte Windows Live Writer til at udgive indlæg på almindelige standard WordPress-baserede bloggingstites, som f.eks. www.grandahl.dk/bennythebip og www.textshop.dk/blog. Her har jeg brugt Windows Live Writer lige siden jeg fandt ud af, hvordan programmet skal konfigureres.

Der hvor mine kundskaber kommer til kort er specialtilrettede WordPress-sites som f.eks. det Smartlog er bygget op omkring. Her har jeg endnu ikke fundet ud af at konfigurere Windows Live Writer, men indlæg skrevet i Live Writer og udgivet på et af mine WordPress-sites (så jeg får lagt billederne ud på internettet), kan uden videre copy/pastes over i tekstbehandlere i Smartlogs weblog og udgives der.

Så selvom jeg skriver at Windows Live Writer endnu ikke kan bruges samme med danske blogsites, så er det absolut en sandhed med modifikationer.

Er der nogen, der har fået konfigureret Windows Live Writer til Smartlog, hører jeg gerne fra dem :-)

Technical Refresh til Office 2007 Beta 2

15. Sep 2006 07:56, Benny the Bip

Så frigav Microsoft langt om længe Technical Refresh til Beta 2. Den indeholder de seneste rettelser og tilføjelser til Office 2007 og skulle efter sigende være meget tæt på den endelige version.

Minimeret bånd

En af nyhederne er en meget mere smidig håndtering af båndet og specielt af det minimerede bånd. Prøv at trykke Ctrl+F1 eller dobbeltklikke på en fane: Så minimeres båndet, så du kun kan se fanerne. Når du har brug for en kommando klikker du på fanen, vælger kommandoen og så lukker båndet igen. Det giver væsentlig mere plads til det dokument, regneark eller den præsentation du arbejder med. Har du brug for båndet mere permanent igen, så dobbeltklikker du bare på en fane i båndet igen. Jeg tror nu sagtens jeg kan leve med det minimeret altid.

Dobbeltklikke er forresten ikke noget, du skal gøre på Office-knappen øverst til venstre i programvinduet. Så lukkes programmet! En snedig lille feature for superbruger, men sikkert en pestilens for nye eller mere usikre brugere.

Feature tilføjet på grund af en fejl :-)

Men noget, du roligt kan prøve er at placere musemarkøren et eller andet sted i båndet og så dreje på musens scroll-hjul. Så skifter du mellem fanerne. Det er ganskevist ikke en nyhed i BTR, men en meget sej feature, der blev implementeret fordi en af brugerne i den første tidlige testfase, hvor testen foregik som PowerPoint-slides, fandt det smart at man kunne rulle mellem fanerne med musehjulet. Det han i virkeligheden gjorde var at gå frem og tilbage i diasene i PowerPoint-præsentationen, men det vidste han bare ikke. Men udviklerholdet synes godt om ideen og så blev det implementeret.

Designændringer

Kendere af Beta2 vil også bemærket designændringen i det øverste venstre hjørne (kaldet Nordvest-området internt af udviklerne hos Microsoft). Hurtig adgang-værktøjslinjen er blevet rundet af og fremtræder mere selvstændigt i vinduets titellinje og Office-knappen er blevet mere glasagtig.

Generelt er designet af alle grafiske elementer, programikoner og andre visuelle ting blevet pudset efter, så de fremtræder rigtig, rigtig lækre og flotte at se på. Der er også tilføjet et nyt Silver-tema, der giver programvinduet et meget roligt og mindre fremtrædende udseende i forhold til det blå og det sorte tema, vi tidligere havde i Beta 2.

 

Powerpoints faner er ommøbeleret

Fanerne i PowerPoint er blevet tilpasset, så knapper og kontroller har fået en mere logisk placering. Det er især gået ud over WordArt, der tidligere havde en fremtrædende placering på Home-fanen, men nu er blevet henvist til den kontekstafhængige Format-fane. Det har til gengæld givet plads til flere tegneværktøjer i Drawing-gruppen på Home-fanen.

Tilpas Hurtig adgang-genvejsmenuen

Det nye design af Hurtig adgang-værktøjslinjen og Office-knappen er ikke de eneste nyheder i det nordvestlige hjørne af programvinduet. Der er også kommet en særlig genvejsmenuen i Hurtig adgang-menuen, der gør det muligt hurtigt at tilføje nye knapper til den. Som standard har Microsoft allerede placeret menupunker til et par af de mest praktiske genveje for det pågældende program, men det er let selv at tilføje flere enten ved at vælge More commands i genvejsmenuen eller simpelthen trække knappen for den kommando man vil tilføje op på genvejsmenuen. I genvejsmenuen finder man også endnu en mulighed for at minimere båndet og placere Hurtig adgang-værktøjslinjen under båndet - hvilket kan være smart, hvis man har rigtig mange genveje.

Masser af rettelser under motorhjælmen

Men det er ikke kun på overfladen BTR indeholder nyheder. Der er foretaget masser af ændringer og rettelser i den underliggende kode og resultatet synes at være et mere stabilt produkt. Det er både flot at se på, lækkert at arbejde med og ikke særligt skrøbeligt. Hvad mere kan vi ønske os?

Ja, prøv selv: For at kunne installere BTR, skal du allerede have Office 2007 Beta 2 installeret. Du kan hente BTR-versionen her:

Microsoft Download Center

Wuups - hvem katten nakkede lige 16.350 på mit VISA/Dankort?

4. Sep 2006 10:42, Benny the Bip

Tanken strejfede mig da, da jeg så brevet fra Webdollar i min postkasse - for hvorfor katten skulle de ellers sende mig et brev om, at jeg skulle have oprettet en konto hos dem?

Men det var først, da jeg så kontooversigten i min webbank, at jeg var klar over, at den var helt galt!

Nogen havde simpelthen misbrugt mine VISA/Dankort-oplysninger og hævet tre beløb på min konto: Først 2.300,- som de havde sat ind på den Webdollar-konto, jeg havde fået brev om, og derefter to beløb på henholdsvis 5.000 og 9.000, som var blevet overført til noget, der hedder Sporting Odds i London.

Bestyrtet ringede jeg til bankens hotline og anmeldte sagen. Mens fingrene fumlede over tastaturet for at ringe nummeret spekulerede jeg som en sindsyg på, hvorvidt jeg nu havde mistet de penge eller om banken måske kun dækkede op til et vist beløb - en maksimumsgrænse på 3.000,- var det beløb, der løb gennem hovedet på mig...

Lettere forvirrende (og nej, der skal IKKE stå "forvirret") fik jeg forklaret mit forehavende. Men den unge dame i den anden ende af linjen tog det meget roligt og forklarede mig, at jeg skulle møde op i banken næste dag medbringende en udskrift af de transaktioner, jeg ikke ville vedkende mig.

Jeg skulle så også skrive en mail til de steder, hvor man havde overført pengene til og forklare, at jeg ikke havde foretaget disse transaktioner og at jeg ville have mine penge igen.

Disse mails skulle jeg så også tage en udskrift med af, for så kunne jeg bevise, at jeg havde gjort hvad jeg kunne for at få pengene tilbage. Når jeg mødte op med disse bilag og havde underskrevet en tro og love-erklæring, ville de refundere beløbet!

Derefter spærrede vi VISA/Dankortet, så det ikke kunne bruges til flere transaktioner.

Der var gevinst i Sverige

Da jeg havde lagt røret på og siddet og sundet mig lidt, kiggede jeg nærmere på brevet fra Webdollar og fandt via deres hjemmeside ud af at de havde en hotline i Sverige, hvor man kunne ringe til. Så jeg valgte at ringe til Sverige.

Webdollar er sådan et sted, hvor alverdens online-spillere kan oprette en konto og indbetale et beløb, som de så kan spille op på alle mulige luskede betting- og casino-sider. De er hjemmehørende i Sverige og har afdelinger over hele verden...

Det var en mand, der tog telefonen og da jeg havde forklaret mit forhavende gik han ind på kontoen og kunne fortælle mig, at vedkommende havde overført 389$ fra mit VISA-kort til den konto han havde oprettet - endda i mit navn, men med den mærkelige detalje, at husnummeret i min adresse var forkert.

Den pågældende havde så spillet på et eller andet casino og ret faktisk vundet, så der nu stor 419$ på kontoen. Herefter havde vedkommende forsøgt at hæve pengene, men det er så her det brev, jeg modtog fra Webdollar kom ind i billedet. Det er nemlig ikke muligt at hæve fra ens konto hos Webdollar, hvis man ikke har en PIN-kode og den kode, stod i det brev, jeg havde fået.

Meget tydede altså på, at der var tale om en amatørfusker ud i svindel med VISA-kort, for lige den detalje havde vedkommende ikke tænkt på. Så mine penge var der endnu og Webdollar frøs kontoen og ville derefter vente på at banken kontaktede dem.

Men det bedste var næsten, at Webdollar kunne oplyse IP-adressen på transaktionen og derved give bevis for, hvorfra transaktionen var foretaget - tilsyneladende fra en TDC-kundes computer et eller andet sted.

Servicemedarbejderen lovede at sende en mail om mit opklad, så jeg havde noget dokumentation til banken og mens jeg ventede på den, skrev jeg så lige en mail til Sporting Odds, hvor jeg fortalte dem om misbruget af mit VISA-kort og at jeg ønskede at få pengene tilbage.

Den skrev jeg ud og da jeg var færdig med det, ankom også mailen fra Webdollar, så den kunne blive skrevet ud og være klar til at tage med i banken næste formiddag.

I London havde de pengene klar

Næste formiddag var jeg så i banken og skrive under på en tro og love-erklæring om at jeg ikke havde foretaget de pågældende transaktioner. Derefter overførte banken pengene til min konto igen og lagde sagen i bunken af andre sager om svindel med og misbrug af VISA/Dankort til senere behandling. Der måtte være nogle stykker, for de var nået til at behandle anmeldte transaktioner fra den 22. juli og de transaktioner, jeg anmeldte var fra den 25. august.

Så i praksis får jeg først en afklaring på sagen om små fem uger, hvis de bliver ved med at være lige så langt bagud...

Da jeg kom hjem var der kommet svar fra London. Her havde man pengene stående endnu og de ville blive tilbageført til min konto i løbet af nogle dage. Man ville ikke oplyse mig IP-adresserne for transaktionerne, men de havde overgivet sagen til Politiet, der så ville tage fat i det spor, de havde i deres system.

Skaderne var til at overse

Skaderne var med andre ord til at overse. Banken dækkede tabet med det samme og da VISA-fuskeren ikke havde haft held til at hive pengene ud nogle af de steder, hvor han havde spillet, får banken også tabet dækket.

De havde de jo nok alligvel, for i den slags situationer ender det websted, hvor det misbrugte kort er benyttet, med at stå med problemet. I det her tilfælde, havde vedkommende spillet og tilmed vundet, så her var der ikke noget reelt tab for nogen - casinoet eller hvad katten det nu var, der var spillet på, havde bare haft en gratis spiller indenfor dørene.

Men havde det været en webbutik, hvor vedkommende havde haft held til at købe vare og fået dem tilsendt en eller anden snedig adresse, så var det webbutikken der havde mistet pengene. Så i praksis er det en risikoløs gestus for banken og de bagvedværende PBS at give kunderne pengene tilbage.

Ikke sikkert nok!

Hvorom alting er, så er hverken VISA- eller Dankort nær så sikre, som man vil have, at vi skal tro. Det gælder ikke kun nettransaktioner, for der verserer masser af sager, især her fra det sydsjællandske område, hvor snedige østerlændinge har aflyttet Dankort-terminalerne ved at montere en lille sender på dem - hvilket tilsyneladende kan gøres lynhurtigt.

Men faktisk behøver man ikke sådant avanceret aflytningsudstyr for at gafle oplysningerne. De steder, hvor man stadig bruger fluesmækker er det rigtigt nemt: Der får de jo alle kortoplysningerne, når de kører kortet gennem fluesmækkeren - de står jo på talonen, som vi skal underskrive. Og når de lige vender kortet, for angiveligvis lige at tjekke underskriften, kan de jo nemt huske kontrolcifrene på bagsiden - de står jo i underskriftsfeltet.

Det samme stund kan man jo også let foretage sig, de steder hvor kortet tages med ud i baglokalet for at blive kørt igennem Dankort-terminalen.

Det eneste man kan gøre for at beskytte kontrolcifrene på bagsiden, er at gøre som min datters mor: Klæb et stykke sort tape over dem - helst af den slags, man kan se om der er pillet ved.

Endelig er der internettet. Der er der jo masser af snedige hackere, der har hittet ud af at aflure kortoplysninger fra de store handelssteder og visse webshop-løsninger gemmer ligefrem alle kortoplysninger i en database, som snedige hackere så kan fiske ud af systemerne, hvis de ikke er sikret ordentligt.

De sikreste webhandelsløsninger er dem, der anvender såkaldt 3D-sikring. Her kan man kun handle fra den computer, hvor man har sin webbank liggende, for undervejs i handlen skal man lige signere transaktionen med den digitale signatur, som bankerne installerer på ens computer, når man opretter sin webbank. Ikke den offentlige TDC-signatur, men bankernes, der blev vraget - hvilket fik bankerne til at fjerne billederne fra Dankortene i protest.

Så selv om den her historie endte lykkeligt for mig, så har min tillid til Dankortet fået et gevaldigt knæk. Det næste kort, som jeg modtager i løbet af denne uge, vil jeg kun bruge de steder, hvor man anvender 3D-sikring af handlen og så klæber jeg sgu også kontrolcifrene til. Uhyggeligt, at man skal mistro alt og alle for at ville stjæle ens kortoplysninger....

Brugerne er fordårligt uddannede i Office

24. Aug 2006 10:38, Benny the Bip

På webstedet http://ms-iq.com kan du tage en test, der afslører hvor godt du er inde i de gamle versioner af Microsoft Office System - altså dem med de traditionelle menuer, ikke den nye brugergrænseflade i Office 2007.

Hidtil har 4.350 brugere taget testen anonymt på sitet og de nedslående kendsgerninger er, at den mest udbredte svar-score var seks rigtige svar ud af 15.

»Mange må have svært ved at gennemføre helt simple office-opgaver, og det må nødvendigvis gå ud over virksomhedernes indtjening,«, mener Andy Brown, der er bagmanden bag Wise Owl business solutions, der ejer websitet.

Antallet af rigtige svar, svarer i følge Andy Brown, at brugerne har svaret helt tilfældigt på langt hovedparten af spørgsmålene.

Men resultaterne er langt mere nedslående end som så: 86 procent af brugerne svarede rigtigt på mellem tre og ni af de 15 spørgsmål. Kun sølle 90 bruger ud af de 4.350, der til dato har taget testen, svarede rigtigt på 12 eller flere af spørgsmålene om de programmer, testen omfatter.

Ifølge Andy Brown er en af grundene til brugernes manglende viden om applikationerne, at de fleste virksomheder simpelthen sparer uddannelsen i Office-pakken helt væk eller at brugerne ikke har adgang til en manual eller anden form for uddybende materiale om programmerne.

Samme erfaringer herhjemme

Hvorledes testen ville forløbe herhjemme, melder historien ikke meget om, men ifølge de erfaringer, som en af mine kunder - Microworld - har, ville de tilsvarende resultater ikke være meget bedre herhjemme.

"Det er tankevækkende, at virksomhederne investerer kæmpebeløb i ny it-teknologi, uden at bruge penge på at uddanne brugerne i anvendelsen af teknologien. Det svarede til at man indsatte en maksine i produktionen, men ikke uddannede de ansatte i at anvende den - og det ville jo være utænkeligt", siger Philip Maymann, produktansvarlig for Microworld FrontOffice, der står for brugeruddannelsesdelen af Microworlds uddannelsespalette.

Derfor fokuserer Microworld nu på en hel række nye kurser, der sammensmelter bløde værdier som viden- og projektledelse med en praktisk implementering i den it-teknologi, virksomhederne har investeret i. For hvad nytter det at investere i Outlook, hvis man ikke ved, hvordan man organiserer sin viden - eller hvad nytter det at bruge Word, hvis man ikke ved, hvordan man skriver et salgsbrev.

Kurserne bliver markedsført under fællesbetegnelsen Full Circle, der hentyder til, at kursisten lærer både de bløde og de hårde færdigheder, der skal bruges i deres daglige arbejde.

Ny brugergrænseflade mere intuitiv

Nu skal det blive spændende at se, hvordan brugerne vil klare de samme opgaver i den nye brugergrænseflade, der indføres i den kommende udgave af Microsoft Office System. Den præsenteres på mit firmablogsite og er væsentlig mere intuitiv og procesorienteret end de gammeldags menuer, som Microsoft anvende i Office System til og med 2003-versionen.

De forløbige testresultater er særdeles positive og mine egne erfaringer med den nye brugergrænseflade er så positive, at jeg faktisk i dag foretrækker båndet i 2007-versionen fremfor de gamle menuer. I løbet af ganske få dage have jeg vendt mig til hvordan tingene var organiseret og da fane-opdelingen af båndet er langt mere procesorienteret og overskuelig end menuerne var, har den nye brugergrænseflade faktisk lært mig en masse nye og meget hurtigere måder at få arbejdet fra hånden på.

Men måske var det en ide, at man anvendte den samme test fra www.ms-iq.com under den nye brugergrænseflade. Hvorom altid er, så får vi nok først det endelige svar på dette i løbet af i kommende år, i takt med at den nye Office-version rulles ud i virksomhederne verden over.

Windows Live Writer

18. Aug 2006 10:54, Benny the Bip

Windows Live Writer er et nyt værktøj fra Microsoft, der gør det lettere at oprette indlæg på sin blog på Windows Live Spaces. Værktøjet kan dog også bruges på en række andre blogging-sites, men så vidt vides endnu ikke nogen danske - har forgæves prøvet at få den til at poste indlæg på SmartLog, men endnu er det ikke lykkedes mig.

Live Writer gør det muligt at oprette indlæg i en WYSIWYG-editor og bl.a. indsætte billeder, links og formatere teksten. Man kan også gemme indlægget som en kladde, hvis man ikke er færdig med at skrive det. Så kan man senere udgive det ved at åbne indlægget i Live Writer og klikke på Publish-knappen.

Der er tilmed indbygget stavekontrol, så det er næsten lige så godt og meget lettere end først at skrive sine indlæg i Word og så kopiere dem over i online-editoren på blog-webstedet - eventuelt med en tur forbi Notepad, hvis blog-webstedet ikke selv kan konvertere diverse tegn som f.eks. '"'.

Man kan tilmed previewe hvordan indlægget vil komme til at se ud på blog-hjemmesiden. Det virker glimrende på Live Spaces, der som sagt er det eneste blog-værktøj, jeg har testet Live Writer sammen med.

Live Writer ligner Word en del.

Det besynderlige ved Live Writer er, at den så at sige går imod strømmen. De fleste bloggere elsker muligheden for at blogge fra en hvilken som helst computer med internetforbindelse. Det er muligt, fordi de største blog-site tilbyder en online-editor, så man ikke behøver at have et særligt program installeret først, før man kan blogge fra computeren.

Live Writer er et godt værktøj, men man er nødt til at have computeren med sig, for at kunne anvende det. Det er naturligvis ikke så stort et problem som tidligere, da de fleste i dag har en bærbar computer.

Personligt synes jeg da, det er nemmere at skrive mine indlæg her i Live Writer, men skulle jeg en dag stå et eller andet sted ude i verden og have et enormt behov for at skrive et indlæg på min blog, så kan jeg jo bare bruge online-editoren.

Med Live Writer har Microsoft udviklet et godt lille værktøj til alverdens bloggere og da de fleste større udenlandske blog-sites også understøttes af Live Writer er der ingen tvivl om, at det vil få mange brugere rundt om i verden. Nu mangler vi bare understøttelse af de større danske sites...

Ingen regel uden undtagelse

7. Aug 2006 09:15, Benny the Bip

Det hedder "Frisk som en fisk", men så sandelig også "Død som en sild"!!!

En dødsmart forretning...

31. Jul 2006 13:55, Benny the Bip

Hamburg SV åbner nu en fodboldkirkegård lige uden for stadionmuren. Formanden for klubben mener "Det er for en masse tilhængere vigtigt at være tæt på deres klub, selv om deres liv er forbi". Kirkegården vil blive udformet som en miniudgave af stadion og der vil være plads til 500 grave. Priserne starter ved 60.000 og løber helt op til 90.000 for en dobbeltgrav.

Ja, nu plejer jeg jo kun at skrive om it og teknologi, men ovenstående nyhed fra Berlingske Tidende i søndags tændte et eller andet i den private Benny, som jeg ikke kan lade være med at sætte på bits her i bloggen.

Det er jo en dødgod forretning, de der har øjnet. Hamburg SV griber simpelthen den trend, der er i tiden, at religionen betyder mindre og mindre for det store flertal og at flere finder "religiøsitet" i andet end den almindelige kirke.

Det er da simpelthen et eksempel til efterlevelse for andre. Tænk på hvilken lukrativ forretning Michael Jackson kunne have fået ud af Neverland, hvis han have udstykket gravsteder på den, hvor hans fans kunne finde den sidste hvile - det havde da betalt den retssag mange gange bedre end at sælge ranchen.

Personligt ville jeg da også tænke mig om et par gange og granske kistebunden (altså den i økonomiafdelingen) en gang ekstra, hvis Bill Gates skulle åbne op for begravelsespladser et sted i hans baghave - eller et eller andet fredeligt sted på Microsoft Campus i Seattle.

Ja, der er nok også et par Hollywood-skuespillere, der måske kunne finde plads i baghaven, ligesom der måske også var et par tønder land på Skywalker Ranch, hvor George Lucas kunne indrette en futuristisk gravplads for Star Wars-fans.

Jeg kender personligt også enkelte Brøndby- og FCK-fans der kunne finde på at kaste penge efter gravpladser hos de respektive klubber og med tiden kunne det jo ligefrem blive rentabelt at omdanne grønsværen i Parken til en kæmpe fælles grav a la "De ukendtes grav", hvor man så kunne få en lille plads til sin urne. Topprisen måtte være den græstørv i midten, hvor kampene startes fra, samt straffesparkspletterne i de respektive ender af banen.

I det hele taget er udbuddet af alternative begravelsespladser voksende. En af dem, jeg selv har overvejet er at få min urne skudt op i rummet. Det er en mulighed om ganske kort tid, når en eller anden snedig amerikansk organisation sender de første afsted i kredsløb om Jorden. De opsendte urner kan enten sendes i evigt kredsløb eller bringes til at gå ind i atmosfæren og brænde op.

Det eneste, der afholder mig fra det (udover prisen) er følgende tænkte monolog mellem et par af fremtiden unge:

"Neeej, se - der faldt Onkel Benny ned som et stjerneskud", siger den ene.

"Nå, hvordan kunne du se det", siger den anden.

"Jo, stjerneskudet var helt irgrønt og han var sådan en bitter mand"...

Gænseoverskridende

Faktisk er det her lidt en grænseoverskridende blog at skrive, for jeg er jo opdraget til at have respekt for døden - og ærligt talt kunne jeg ikke tænke mig at blive stedt til hvile andre steder end på en kirkegård. Så jeg må nok indrømme at denne nye kapitalisering i døden er lige lovlig smart og lidt for "fremtidig" til min smag.

Man kan sige, at det nok er en naturlig udvikling i en tid, hvor den traditionelle statsautoriserede kristendom er på tilbagetog og hvor nye, mere eller mindre fantasifulde erstatninger, tager religionens sted hos folk...

Jeg vælger stadig at leve efter Swami Narayananandas regel: "Gud er universets centrum - men cirklen har mange radier...". Jeg vedstår mit kristne ståsted, men indrømmer også at jeg er mere eller mindre troende efter behov - men gennemsnitlig nok mere end de fleste. Så at overgive mig til fodbolden, det sker sgu aldrig!!!

Nye ikoner i 2007 Microsoft Office System

26. Jul 2006 16:55, Benny the Bip

I dag afslørede Microsofts chefprogrammør og en af hovedarkitekterne bag den nye brugergrænseflade i Office, Jensen Harris (der for øvrigt nedstammer fra Frederikshavn), hvordan de nye ikoner for den kommende 2007-version af Microsoft Office kommer til at se ud.

De nye ikoner er meget Vista-like i deres design, men de enkelte programikoner mister ikke de kendetegn, som de fleste af dem har haft siden Office 7, der blev udgivet samtidig med Windows 95 tilbage i 1994.

"W" i Word, brevet og uret i Outlook, firkanten og ruden i Visio, nøglen i Access X'et i Excel, siderne i Publisher, "præsentationen" i PowerPoint, n'et i OneNote, cirklen i Groove og tidslinjen i Project er meget lette at genkende

Det midterste ikon i øverst række er højst sandsynlig til FrontPage-afløseren SharePoint Designer, mens foreslag til det første ikon i tredje række gerne modtages.

De nye ikoner i 2007 Microsoft Office System

Samtidig afslører Mary Jo Foley fra Microsoft Watch, at der snart udsendes en såkaldt "Technical refresh" af Beta 2, hvor de nye ikoner sandsynligvis er inkluderet.

Du kan læse mere her:

http://hive.net/Member/blogs/the_insider/archive/2006/07/26/New-Office-2007-Icons-Confirmed.aspx

http://www.microsoft-watch.com/article2/0,2180,1994028,00.asp

http://www.microsoft.com/resources/design/office.html

http://blogs.msdn.com/jensenh/archive/2006/07/26/678606.aspx

 

Manden, du ikke vil ønske dig at få en SMS fra!

17. Jul 2006 19:30, Benny the Bip

En af mine meget gode venner har et eller andet kørende med min kæreste! Han sender hende tomme SMS'er flere gange om dagen! Det må godt nok være frækt, for enten må han sende dem med en bestemt frekvens, der betyder et eller andet, som de har aftalt eller også står der nogle frække gloser skrevet med hvid tekst på hvid baggrund, så man er nødt til at markere teksten, for at se, hvad der står! Smart, for det betyder jo, at ingen kan nå at læse beskederne, hvis de i et ubemærket overblik lige løber listen af hendes seneste SMS'er igennem.

Tja, oplægget til et trekantsdrama synes at være lige for her - og som journalistuddannet ser jeg straks sensationen - men sandheden er, at min gode ven har en af de der irriterende Nokia-mobiler, der husker nummeret på den sidste, der er sendt en SMS til.

Det er tydeligvis et uheldigt design af telefonens menusystem, der gør det muligt at sende totalt tomme SMS'er til det mobilnummer, man sidst har sendt en SMS, bare ved at trykke en fire-fem gange på menu-tasten på telefonen.

Desværre sender min gode ven ikke SMS'er så tit, så hvis man først får en SMS fra ham, så bliver man belønnet med efterfølgende tomme beskeder fra ham, indtil dagen oprinder, hvor han sender en ny SMS - forhåbentlig til en anden stakkel, der så kan få æren af at modtage de tomme SMS'er. Han er simpelthen manden, man ikke vil ønske sig at få en SMS fra!

Ja, ok - indrømmet - faktisk er grunden til, at det er min kæreste, der modtager disse slibrige, tomme SMS'er, at min ven (og jeg) ville drille hende lidt til Sankt Hans med en morsom SMS - som jo så kom fra et nummer, hun ikke kendte - netop hans arbejdsmobil (af samme grund er hans navn strøget fra historien, så hans arbejdsgiver ikke trækker ham i løn).

Og siden har den så flittigt og ofte sendt tomme beskeder til min kæreste, når min gode ven har smidt mobilen i lommen uden at låse tastaturet. I dag fik hun en 15-20 stykker på en enkelt eftermiddag... Jo tak, en hed romance, kunne man mene.

Nu er det ikke første gang at Nokia og andre mobilproducenter har været uheldige med deres menustruktur og faktisk kan man i Berlingske fra i dag læse en hylende morsom beretning om kvinden, der tog 567 billeder af sin lomme med mobiltelefonen, om Andreas, der bliver ringet op af alle mulige, fordi han er den første, der står i folks telefonbog i mobilen eller headsettet, hvor ørepropperne ustandseligt hoppe ud af ørene (http://www.berlingske.dk/business/artikel:aid=766642/).

Men nogen gange får mobilproducenterne også hjælp af telefonselskaberne. Alarm 112 får f.eks. tit umotiverede opkald fra folk, der har aflyttet deres mobilsvar. Først trykker de "1" for at aflytte beskederne, så aflytter de den første besked, trykker "1" en gang til for at aflytte den igen og derefter trykker de "2" for at slette den.

I lommen med mobilen og er tastaturet ikke låst kan man risikere at lortet ringer op til alarmcentralen, hvis man får ramt "Ring op"-tasten ved et uheld.

Den slags eksempler er der masser af og selvfølgelig kan man ikke gardere sig mod alt som producent af mobiltelefoner - men for fanden, at designe menuen på telefonen, så den sender en tom SMS til den sidste, man har sendt en SMS - jamen, det kunne de kunne da have været skyld i mord, hvis jeg havde været jaloux anlagt...

 

Kineserier på det danske internet

6. Jul 2006 21:13, Benny the Bip

Sidder og spekulerer lidt over, hvor meget man kan skyde andre mennesker i skoene...

Den russiske side ALLOFMP3.com har fået den danske pladebranche helt op at ringe og det i en grad, der er langt ud over, hvad den sunde fornuft synes at kunne holde til.

På hjemmesiden kan man ikke bare downloade billige og ulovlige udenlandske hits, næh nej, også danske kunstnere som Safri Duo, MEW og TV2 er havnet i det dårlige selskab på den lyssky musikside.

Derfor vil den danske pladebranche nu gå efter teleselskaberne i Danmark, som pladebranchen mener, har et medansvar for, at kunstnernes værker bliver misbrugt på siden. 

I følge Jacob Plesner, der er advokat for den danske pladebranche, så mener man, at de danske teleselskaber stiller en linje til rådighed for en informationsstrøm, der er ulovlig. Og dermed kan man pålægge teleselskaberne at stoppe for det, mener altså Jacob Plesner.

De vil simpelthen bede fogeden forbyde TDC og de andre internetudbydere at distribuere siden på deres netværk ved simpelthen at spærre for siden!

Flot, så bør man også kunne bede fogeden nedlægge forbud mod distribution af virus, børneporno og andre ulovligheder. Både virus og børneporno burde der i så fald være lukket for forlængst, især børnepornoen - og virusscanning af al netværkstrafik er jo noget, alle større og professionelle routere kan, så teknisk set er der jo ingen problemer...

Meeeen hvad bliver så det næste, vi skal spærre for??? Jeg kan i hvert fald let komme i tanke om en masse ting, der var nærliggende at spærre for, nu vi er i gang.

Men hvor stopper det. Ender vi ikke med at have kinesiske tilstande. Det næste bliver vel, at man beder Google spærre for søgeresultater, der linker til hjemmesider med ulovligt eller illegalt indhold, for Google lægger jo computere til ulovlige aktiviteter.

Kæreste pladebranche, jamen, klart - det er muligt at spærre for hvad som helst, men tænk lige over hvor tyndt grundlaget for jeres beskyldninger mod internetudbyderne er. Skal vi så også stævne bilfabrikkerne for at deres biler kan køre for stærkt eller at man kan blive fuld af at drikke øl og vin...

Windows Vista og Office 2007 - det rykker

17. Jun 2006 22:12, Benny the Bip

Så fik jeg min nye computer hjem og gik straks i gang med at installere Beta 2 af Windows Vista på den helt jomfruelige maskine. Fra jeg tændte for computeren første gang og til jeg var færdig med at installere Vista, Office 2007 og de programmer, jeg bruger til skærmbilleder og skærmoptagelser, når jeg skriver mine artikler, gik der under en time!!!

Og alt hvad jeg gjorde for at installere Vista var groft sagt at sætte dvd'en i drevet, boote computeren, klikke på Install now-knappen og indtaste produktkoden. Resten klarede den helt selv!

Det samme gjorde sig gældende for Office 2007 - bare i med skiven og klik på knappen, så ryger programmerne lige ind på computeren!

I øvrigt sker der noget fantastisk med Office 2007, når den kommer over og køre på Windows Vista! Hele brugergrænsefladen bliver meget pænere og endnu mere detaljeret og flottere at se på.

Glæd jer også til den nye Gem-dialogboks. Den er helt anderledes og mappevisningen kan klikkes væk, så alt hvad man faktisk gør er eventuelt at ændre på det navn, Office selv foreslår til dokumentet og så klikke på Gem-knappen. Så gemmes dokumentet i Dokumenter-mappen.

Sikke et rod, tænker du nok. Næ, det skal du ikke bekymre dig om, for de mange nye visninger og den ekstremt stærke søgefunktion gør det til en leg at finde sine ting efter den ene eller den anden parameter - uanset i hvilken mappe, på hvilket drev eller hvilken computer i lokalnetværket, dokumentet i sin tid er gemt.

Eneste anke fra en gammel rotte. Indstillingsmulighederne er gjort meget mere brugervenlige og hvis man blev irriteret på Windows XP, fordi visningen af Kontrolpanelet var blevet grupperet, så vil man for alvor blive knotten over al den brugervenlighed, der er gemt i opsætningerne.

Men for nye brugere er det et rent paradis...

Glæd jer!

Hvad sagde jeg...

16. Jun 2006 13:20, Benny the Bip

Ja, jeg kan næsten ikke lade være med at sige "Hvad sagde jeg": Bill Gates har nu offentliggjort, at han planlægger en gradvis retræte over de næste par år, så han mere eller mindre slipper tøjlerne engang i 2008... Læs mere her: http://www.itsvar.dk/jcs/news/news.aspx?id=672 eller http://www.comon.dk/index.php/news/show/id=27141.

Og hvornår sagde jeg det, jo det er snart to år siden, tilbage i november 2004, hvor jeg skrev "Har Bill mistet sin glød" i Jubii - Svar om IT nr. 39.

Der havde jeg lige oplevet ham live i rigtig levende live til IT-Forum, en Microsoft-konference for udviklere og andre nørder, der dette år blev hold i København. Den gang beskrev jeg oplevelsen som:

"Det var som om han havde mistet den glød, jeg husker fra hans tidligere optrædener her i landet. Visionerne og den lidt drengede/nørdede entusiasme synes helt forsvundet og det var en meget afdæmpet Bill Gates, der holdt sig til ren business uden de store svinkeærender".

Jeg husker også tydeligt, hvad jeg sluttede indlægget af med:

"Måske trænger Bill til at gøre det samme som hjemlige Martin Thorborg, Preben Damgaard og de andre gulddrenge. Sælge biksen, indløse checken og starte forfra i kælderen! For intet kunne få gløden tilbage i Bills øjne, som da han fortalte om de første år i Microsoft og intet er jo sjovere end vejen frem af ukendte stier - mod fjerne horisonter. Samtidig ville han også slippe for de tunge byder, der hviler på hans skuldre... Slut med at være upolitisk korrekt, slut med at blive skudt alle mulige konspirationsagtige beskyldninger i skoene og slut med at være centrum for alverdens opmærksomhed! Bare være Bill!"

Og det er jo faktisk nærmest det han har valgt at gøre - dog mindre drastisk og ikke i samme branche, kan man vist roligt sige. Fremover vil han hellige sig arbejdet med Bill and Melinda Gates Foundation - en organisation han har grundlagt sammen med sin kone for at skabe sundhed og uddannelse for verdens fattigste.

 

Bill vil dog fortsætte med at arbejde på deltid som bestyrelsesformand og teknisk rådgiver for det barn, han om nogen af de tre grundlæggere har været med til at præge udviklingen af.

 

Godt gået, Bill - du har fortjent at få mere tid til din familie og de ting, der betyder noget for dig i dag - så håber jeg, at du kan få gløden og glæden tilbage, når du fortæller om de ting, du går og foretager dig - som da du hin efterårsdag i København fortalte om nogle af de første opgaver, de havde løst i Microsoft, hvor de rejste tværs over USA for at afvikle et simuleringsprogram på en stor mainframe. Der strålede Bill, som vi kender ham!

 

Held og lykke med projektet!

Når internettet bliver din computer

10. Jun 2006 15:12, Benny the Bip

I går var jeg på besøg hos Microsoft i Hellerup, for at tale om Windows Live, deres næste store onlinesatsning.

Her gik det op for mig, at det der for nogen ligner gigantens forsøg på at komme på omgangshøjde med Google og andre stærke internetaktører, er noget langt mere om sig gribende end bare en ny internet-portal. Det er i sandhed en virkeliggørelse af Bill Gates gamle mantra om "information at your fingertips".

Da jeg fik forevist de nye teknologier, de anvender til at programmere brugergrænsefladen i Windows Live, så jeg en snip af fremtiden, som jeg tror den ser ud om måske kun 5-10 år - og ja, andre har skrevet om det før, men nu er jeg blevet klar over, at der virkelig er noget om snakken.

Computeren som vi kender den forsvinder... Om måske bare fem år er den erstattet af noget, der er at sammenligne med en dum terminal, som vi kun kan bruge til én ting, nemlig at logge på Internet med!

Der har vi vores skrivebord, vores dokumenter og vores programmer liggende på en virtuel computer, der er hosted hos en eller anden udbyder. Det betyder, at vi kan logge på vores egen computer og arbejde med de dokumenter, programmer og hvad katten, vi nu ellers foretager os på dyret, ligegyldig hvor vi befinder os.

Det kommer også til at aflive en god del af pirateriet, for programmer er ikke længere noget, vi installerer, men en netbaseret tjeneste, vi abonnerer på. Så det er slut med at installere den nye Office-pakke, en ny Adobe-suite eller alle andre programmer for den sags skyld. Fremover bliver programmet liggende hos programproducenten og vi trækker bare på funktionerne, når vi har brug for dem.

Jo, fremtiden er kun lige begyndt! Men det er den selvfølgelig også i morgen, i overmorgen og forhåbentlig også en gang i næste uge.

Arkiv